Her er vi på visit i C.G. Jung’s arbejdsværelse sammen med Sigmund Freud, omkring det tidspunkt hvor der begynder at opstå sprækker i deres stormfulde venskab og samarbejde.

Samtalen kommer ind på Jungs ideer om at det underbevidste ikke bare indeholder traumer og fortrængt lyst, men også en større tilværelsessammenhæng og mening, noget spirituelt som også kan banke på vores dør I form af ydre hændelser. For Jung har vores indre og ydre liv deres egne dagsordner og vil ikke holde sig pænt adskilt, selv om vi prøver at få dem til det.

Da samtalen når en vis intensitet, sker det først én gang at bøger skrider og laver en høj lyd på bogreolen.

Som man ser, er Freud forfærdet da Jung udlægger dette som en meningsfuld replik fra inventaret, profeterer at det samme vil ske igen om et øjeblik, og får profetien opfyldt.

For Freud var Jungs ideer om “synkronicitet” – ikke-kausale sammenhænge som bærer dyb mening – udtryk for en tilbagevenden til primitive forestillinger, i modstrid med den videnskabelige forståelse og indstilling, han mente var essentiel for psykoanalysen. Paradoksalt nok var Freud til gengæld overbevist om at telepati er virkelig.

Illustrationen er selvfølgelig vildere end hændelsen (eller Jungs beretning om den). Her I billedet skramler bøgerne ikke bare lidt på deres hylde, de flyver ind midt i samtalen, en af dem kunne endda se ud til at være under forvandling til en due. Det er chatGPT’s mangel på virkelighedssans som her snubler ind i noget barnligt poetisk.

Freud og Jungs forsøg på at komme overens om hvad der gemmer sig i psyken og menneskelivet – og hvad dette indebærer for videnskab, verdensbilleder og forsvarlig opbevaring af bøger – er bare en af mange levende rødder og forgreninger som vi kommer ind på livet af i kurset i Psykoterapiens Idehistoire og Praksisudvikling.