Drømme, tanker, danse og ure har det til fælles at de bevæger sig i rum, de selv skaber eller i hvert fald med-skaber.

Spørgsmålet “drømmer du i farver” har altid for mig haft en skøn gådefuld klang. Man får fornemmelsen at der gemmer sig noget dybt i det. Og det gør der vist, hvis man kigger derind med det filosofisk-meditative blik. For hvem kan egentlig svare på spørgsmålet? Ja, enten den vågne som kun delvis husker drømmen og måske pynter den, efterrationaliserer den, gør den pæn og stueren på måder den ikke er i sig selv, som gode gamle Freud lærte os. Og ellers skal den drømmende svare på spørgsmålet. Men drømmende har for det meste alt for travlt med at være nedsunket i drømmeprojekter og drømmearbejde, til at huske at være opmærksom på den slags. Det er kun når drømmeren vågner helt eller halvt i drømmen, så den bliver en “lucid dream” — at der findes en troværdig informant. Hvis man ikke er meget forsigtig lige der, kan selve forsøget på at undersøge sådan et spørgsmål let destabilisere drømmen, så der ikke bliver  andet tilbage end en malstrøm af farver og impulser som hverken rigtig er  drøm eller drømmer. Men jeg